Fra frygt til forandring: Brian reducerer tvang i psykiatrien med kropslig tilgang

”Jeg hører et brag inde fra værelset. Noget er blevet smadret. Der bliver kaldt alarm, og vi kommer flere til. Jeg åbner døren. En træstol ligger i splinter på gulvet,” fortæller Brian Lehm, der er akut-fysioterapeut i Regionspsykiatrien i Gødstrup.

Inde på værelset har en patient forsøgt at smadre et vindue. Han er vred, fordi lægen har sagt, at han er tvangstilbageholdt, og han ønsker ikke at være her. Da stolen ikke knuste vinduet, banker manden sin knytnæve mod ruden. Heller ikke det hjælper.

Ilddåben

Det er 2018. Brian er nyuddannet fysioterapeut, og han er ny i psykiatrien, hvor han er ansat som akut-fysioterapeut. Det her er hans ilddåb, og nu skal han vise, at han kan være med til at gøre en forskel. Han er nemlig ansat i en projektstilling, hvor han skal nedsætte brugen af tvang og bæltefiksering i psykiatrien.

Typisk anvendes tvang i psykiatrien, herunder bæltefiksering, i situationer, hvor patienter udgør en umiddelbar fare for sig selv eller andre. Det kan være patienter med svære psykotiske tilstande, mani, alvorlige selvmordstanker eller aggression forårsaget af mentale lidelser som skizofreni, bipolar lidelse eller personlighedsforstyrrelser. Tvang kan også anvendes, hvis patienter nægter behandling, der vurderes nødvendig for deres sikkerhed.

”Normalt ville en mand som ham blive lagt i bælte. Det er også lægens første vurdering. Men nu, hvor de har ansat mig til at hjælpe med at skabe ro i de ophedede situationer uden tvang, skal jeg prøve at gå ind til ham.”

Skrækslagent møde

Manden på værelset er enormt stor. Større og højere end Brian, der ikke føler sig helt tryg ved situationen.

”Jeg er skrækslagen. Både fordi jeg er nyuddannet, og fordi stillingen i sig selv er ny – så jeg har ikke mange erfaringer, jeg kan trække på.”

Brian tager alligevel en dyb indånding og prøver at se situationen udefra. Manden på værelset har ikke været truende over for personalet eller andre patienter. Han har kun rettet sin vrede mod genstande. Så Brian går ind til ham.

Han tænker meget over, hvor og hvordan han placerer sig i forhold til patienten. Det skal både være i en sikker afstand, hvis patienten bliver vred, og samtidig skal det være i øjenhøjde, så Brian ikke virker nedladende.

Han sætter sig i fodenden af sengen og præsenterer sig.
Brian gør alt for at virke åben, rolig og imødekommende, så manden forhåbentligt vil spejle Brians rolige nervesystem. Af samme årsag vælger Brian at tilbyde manden sin hjælp i stedet for at tale ind i mandens vrede og den smadrede stol.

”Det var noget af et slag, den hånd fik. Må jeg ikke tjekke, om der er sket noget med den? Jeg er bange for, at den er brækket.”

Brian bruger sin forståelse for kroppen til at tilbyde manden hjælp, hvilket samtidig viser, at Brian kun vil ham noget godt. Brian bruger også Safeward-modellen til at få ro på situationen ved at anvende teknikken omkring sceneskift.

”Jeg spørger, om patienten ryger, for at skabe et sceneskift, hvor vi rykker location. Det er med til at skabe ro og sætte fokus på noget andet.”

”Manden ryger, så vi går udenfor.”

Brian spørger ind til mandens hånd igen og spørger om lov til, at en læge får kigget på den, da han tror, den skal røntgenfotograferes. Det får han lov til.

”Til sidst får jeg arrangeret, at manden får noget mad, for det viser sig, at han ikke har spist hele dagen.”

Safeward er en model med 10 konkrete interventioner, der systematisk og detaljeret beskriver, hvordan man på psykiatriske afdelinger kan arbejde for at skabe og bevare en kultur, der fremmer tryghed og sikkerhed for patienter og personale.

En flamme blev tændt

Med Brians tilgang til manden er han blevet helt rolig igen. Samtidig er Brian blevet overbevist om, at dette arbejde er det mest værdifulde, han overhovedet kan finde.

”Der var bare en flamme, der blev tændt i mig. Jeg kunne ikke forestille mig, hvordan et arbejde kunne give mere mening. Jeg havde lige hjulpet en mand med at undgå tvang. Hvis man som fysioterapeut kan det – så er der ikke grænser for, hvad man kan hjælpe med,” fortæller Brian.

Krop og sind går hånd i hånd

I løbet af de næste år forfiner Brian flere teknikker, som han kan bruge for at hjælpe patienterne med at undgå tvang.

Han ser samtidig en tydelig effekt, når han bruger sine fysioterapeutiske erfaringer og kombinerer synet på kroppen med sindet. Selvom han godt vidste, at sådan noget som trykmassage og ballstick-massage giver dopamin og velvære til kroppen, ser han nu effekten på en helt ny måde, når det hjælper svært psykotiske patienter med at sænke deres arousal.

Det er forskelligt, hvilke redskaber Brian bruger over for patienterne for at skabe ro. For nogle virker det godt med bevægelse og motion. For andre hjælper det bedre med trykmassage eller ballstick-massage.

”Hvis en patient er helt psykotisk og selvmordstruet og bare føler, at personen skal dø – og det er de eneste signaler, som deres hjerne hører – så hjælper det, når jeg giver dem massage. Med massagen skaber jeg nogle nye signaler til hjernen. Et hårdt tryk fra en kold hånd kan fx give flere signaler, som hjernen registrerer. Og det gør, at de andre signaler bliver forstyrret og til sidst bliver mindre og mere usynlige.”

Generelt virker massage, især med værktøjer som bolde eller trykbaserede teknikker, beroligende på patienter ved blandt andet at stimulere det proprioceptive system.

Dette system hjælper hjernen med at opfatte aktivitet i muskler og led, hvilket har en organiserende og afstressende effekt på både krop og sind. Flere studier har vist, at denne type massage kan hjælpe til at mindske brugen af tvang i psykiatrien, fordi patienterne bliver så rolige af massagen, at de ikke længere behøver at blive spændt fast.

”I de situationer, hvor jeg har hjulpet en patient, er det lige før, jeg kommer hjem med mere energi, end jeg tog afsted med, fordi jeg har gjort noget godt for et andet menneske og virkelig er lykkedes med noget.”

”Det gør mig også enormt stolt, når jeg føler, at jeg gør en vigtig forskel for andre mennesker, og når jeg kan hjælpe med at mindske brugen af tvang ved at bruge en mere kropslig tilgang til behandlingen.”

Det proprioceptive system er kroppens "indre GPS", der registrerer bevægelse, position og tryk gennem sanser i muskler, led og sener. Det giver hjernen information om, hvor kroppens dele befinder sig i rummet, uden at man behøver at se dem. Systemet hjælper med at opretholde balance, koordination og kropskontrol, og det spiller en vigtig rolle i reguleringen af sensorisk bearbejdning og følelsesmæssig ro.

50 procent mindre tvang

I 2020 sluttede projektet med de akutte fysioterapeuter, som Brian var en del af.

Men fordi det havde haft så stor succes, valgte Regionspsykiatrien i Gødstrup at fastansætte holdet af akut-fysioterapeuter og øge stillingen med to.

I projektets levetid lykkedes det nemlig Brian og hans kolleger at halvere brugen af tvang. Og i dag er niveauet fortsat lige så lavt, selvom psykiatrien i Gødstrup har fået flere indlæggelser.

”Jeg tror ikke, man kan undgå tvang helt, for der vil altid være nogle patienter, som man simpelthen ikke kan nå ind til. Men bare det, at man kan nedsætte det så meget, gør mig virkelig glad,” siger Brian, som generelt er imod tvang.

Han vil dog ikke kalde succesen og indsatsen for en solopræstation fra fysioterapeuterne. Ifølge ham er succesen kun blevet så stor, fordi de har arbejdet sammen på tværs af alle faglighederne.

”Det er det gode samarbejde med mine kolleger, der har gjort forskellen – med lægerne, sygeplejerskerne, SOSU-assistenterne og portørerne. Det er et puslespil, vi har lagt sammen, og hvis vi ikke havde hinanden, så var vi ikke lykkedes.”

** https://sundhedspolitisktidsskrift.dk/nyheder/366-fysioterapi-virker-bedre-end-baeltefiksering.html