Frederiksberg Hospital netværker med studerende på Facebook
Mangel på sygeplejersker og et ønske om at rekruttere nyuddannede, som har gennemført deres praktik på Frederiksberg Hospital, fik tre ildsjæle til oprette en særlig facebook-gruppe.
Cirka halvdelen af de nyuddannede sygeplejersker, som har været i praktik på Frederiksberg Hospital og medlem af netværket” Snart sygeplejerske”, har fået job på hospitalet.
Projektet ”Snart sygeplejerske” er igangsat og drevet i samarbejde mellem Annette Manniche og Kamilla Mikkelsen, begge koordinerende kliniske vejledere og Christian Andersen, som er kommunikationskonsulent på Frederiksberg Hospital.
”Vi har flere rekrutteringer blandt de tidligere sygeplejestuderende, efter vi har brugt Facebook til at annoncere stillinger og understøtte netværket blandt de studerende”, fortæller Annette Manniche. Med et netværk har hospitalet tæt kontakt til de studerende, mens de skriver bachelor-projekt. ”De studerende skal vide, at de er ønsket på Frederiksberg Hospital, og det viser vi med vores tilbud om sparring både online og ved fysiske møder”, siger Kamilla Mikkelsen og tilføjer: ”Vi holder to frokostmøder, hvor de studerende, som skriver bachelorprojekt, kan spejle deres projekter i os og dele viden med andre medlemmer i netværket”.
Noget for noget
Line Dankelev blev ansat på Frederiksberg Hospital i sommeren 2009 og var en af de første studerende, som var med i ”Snart sygeplejerske”-netværket. ”Tilbuddet om at kunne drøfte bachelor-projektet med andre var givtigt, især fordi jeg skrev opgaven alene”, fortæller Line Dankelev.
På møderne får Frederiksberg Hospital lejlighed til at brande sig som omsorgsfuld arbejdsplads. Fx har hospitalets vicedirektør Anna Guttesen holdt oplæg, og den ansvarlige for netværket på hospitalet præsenterer sig for de studerende. ”Det er noget for noget,” siger Line Dankelev. ”De studerende får faglig sparring og modtager jobopslag – og Frederiksberg Hospital får rum til at promovere sig som arbejdsplads.”
Facebook og fremtiden
Selvom jobsituationen ser anderledes ud i dag end i sommeren 2009, vil der fortsat være behov for nye sygeplejersker ved jobskifte og til ansættelser i vikarstillinger. Derfor lægger Frederiksberg Hospital stadig energi og ressourcer i at få ansat nye sygeplejersker blandt gruppen af nyuddannede. ”Det er trygt at blive ansat et sted, man kender. De nyuddannende, som har været i praktik her på hospitalet, har allerede et netværk på stedet og kender kulturen. Det er med til at sikre en glidende overgang fra studerende til sygeplejerske, og en fordel for alle parter,” forklarer Kamilla Mikkelsen.
Med Facebook har Frederiksberg Hospital godt fat i de studerende – så trods sparetider lyder en klar opfordring til, at arbejdsgivere inden for sundhedsområdet overvejer, hvordan sociale medier som Facebook kan bruges i rekrutteringen af nyuddannede.
Gode råd om Facebook for arbejdsgivere
- Facebook-netværk drives bedst af ildsjæle - man skal ville relationen med de studerende
- Hyppig kontrol af væggen i facebook-gruppen er nødvendig - man må ikke overse noget
- Der skal være rum i dagligdagen til at engagere sig i Facebook-netværket for initiativtagerne hos arbejdsgiverne
Links
Se facebook gruppen ”Snart sygeplejerske”
Husk, at du kan linke til DSAs fanside ”De Hvide Sko”, hvis du har en Facebook-gruppe inden for sundhedsområdet
Læs mere om jobsøgning via Facebook