Stress i studietiden

Undersøgelser viser, at stress og manglende trivsel er en udfordring for mange studerende.

Stress er en hormonel tilstand, der gør, at du kan yde en ekstraordinær indsats i en presset situation. Tilstanden stress opleves, når belastninger og krav til en person er større end de personlige og sociale ressourcer, personen er i stand til at mobilisere. Det betyder, at når dine belastninger over tid overstiger dine ressourcer fysisk, psykisk og socialt, vil du opleve stress. Ethvert menneske har en unik stressprofil, da det er forskelligt, hvad vi oplever som stressende.

Det kan være svært at forstå, hvordan stress viser sig i hverdagen. Derfor har vi samlet eksempler og gode råd om, hvad du skal være opmærksom på.

8 typiske udløsere af stress under studietiden

  1. Strenge krav på studiet og forventninger til, at du altid er velforberedt og får gode karakterer.
  2. Fravalg af alle de ting, som normalt giver energi. Fx sport, sund mad og venner og kæreste.
  3. Høje forventninger fra kommende arbejdsgivere om erfaringer på dit CV.
  4. Bekymringer om hvorvidt det vil lykkes at få et job efter studiet, og det store ansvar der følger med jobbet.
  5. Høje forventninger fra dig selv og krav fra din familie.
  6. Presset økonomi
  7. Ustabil boligsituation
  8. Ensomhed og helbredsproblemer

Et eksempel på stress

Studievalg og ansvar for klienter

Line er 24 år og fysioterapeutstuderende på 3. år. Efter studentereksamen var Line i tvivl om, hun skulle vælge at læse jura eller til fysioterapeut. Forventningerne til studielivet og arbejdslivet gjorde, at valget faldt på fysioterapistudiet. Line har også store forventninger til at blive færdig med sin uddannelse. Samtidig føles tanken om at stå alene med en klient som et stort ansvar og pres, og hvad nu hvis hun slet ikke får et arbejde?

Arbejdsløshed og økonomi

Som noget nyt har flere af de færdiguddannede fra sidste år endnu ikke fået job. Line arbejder hårdere med sine studier end nogensinde før. Samtidig har hun et studiejob i en løbebutik. Lønnen er lav, selvom arbejdspresset er stort, og det er svært at få budgettet til at løbe rundt. Men Line ved, at erfaring fra et studierelevant job kan være afgørende for, om en arbejdsgiver vælger hende, når hun er færdiguddannet.

Hovedpine og manglende søvn

Det sidste halve år har været virkelig hårdt, og spændingshovedpine er blevet en konstant del af Lines hverdag. Trods nogenlunde søvn hver nat, er hun hele tiden træt og mere irritabel overfor kæresten. Hun skipper oftere madlavningen og køber fastfood. Nogle dage bliver hun i sengen hele dagen. Hun orker ikke at være social og er holdt op med at være frivillig i håndboldklubben. Line har stress.

Fiktivt eksempel, men realistisk

Historien om Line er fiktion og kan måske virke karikeret, men eksempler, der har lighed med Lines, findes i den virkelige verden. Hun kan sidde lige foran dig. Du har bare ikke bemærket det. Stress er ofte svært at spotte både for omgivelserne og for den, som er ramt af stress.