Hverdagen er tilbage for ledige medlemmer

Fra og med 27. maj skal alle ledige igen deltage i møder og være aktivt jobsøgende.

27. maj 2020

Det betyder, at hverdagen er vendt tilbage for vores ledige medlemmer, som har været fritaget for forpligtelser til at søge job og deltage i møder, siden beskæftigelsesindsatsen blev sat på pause i midten af marts.

"På trods af nedlukningen har vi haft god dialog og holdt adskillige digitale møder med vores medlemmer igennem de seneste måneder. Og vores sundhedsfaglige karrierekonsulenter er helt klar, og vi glæder os til at genoptage den systematiske beskæftigelsesindsats og støtte vores medlemmer yderligere i deres jobsøgning," siger Anni Pilgaard, formand for Din Sundhedsfaglige A-kasse.

I forbindelse med genåbning er der lagt op til, at man nogle steder i landet gerne må genoptage fysiske møder med medlemmerne. I Din Sundhedsfaglige A-kasse har vi dog valgt at udbyde digitale møder over hele landet, da vi oplever, at det fortsat giver den største tryghed for vores medlemmer og medarbejdere.

Hvad betyder genåbningen for dig, der er ledig?

  • Du skal begynde at søge job og joblogge
    Reglerne fra før Covid-19 genindføres med hensyn til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet, søge job og til løbende at registrere dine jobsøgningsaktiviteter i jobloggen. Fra og med 27. maj skal du:
    • Sørge for, at du har oprettet et cv på jobnet.dk, opdateret det og gjort det søgbart.
    • Være aktivt jobsøgende.
    • Hver uge registrere din jobsøgning i jobloggen.
    • Fra og med juni 2020 skal du også uploade ansøgninger til din joblog.
  • Du skal deltage i møder
    Du har fra nu af igen pligt til at deltage i de møder, som Din Sundhedsfaglige A-kasse eller jobcentret indkalder dig til. Alle møder i Din Sundhedsfaglige A-kasse vil være telefoniske eller digitale møder. Det kan få konsekvenser for din ret til dagpenge, hvis du ikke deltager i møderne. Det er derfor vigtigt at du holder kontakten med os

  • Deltagelse i virksomhedsrettede tilbud
    Du har igen ret og pligt til at deltage virksomhedsrettede tilbud. Bor du øst for Storebælt, vil du kun have pligt til at deltage ved fysisk fremmøde, når det gælder tilbud om virksomhedspraktik eller løntilskud. Andre tilbud har du kun pligt til at deltage i, hvis de kan afholdes digitalt, dvs. uden fysisk fremmøde på virksomheden. Du kan dog godt frivilligt aftale et tilbud med dit jobcenter, der indebærer fysisk fremmøde - hvis du gør det, har du pligt til at gennemføre dette tilbud.

    Er du allerede startet i løntilskud eller virksomhedspraktik inden 20. marts 2020, må du godt ophøre i dette tilbud, hvis det kræver fysisk fremmøde at fortsætte i aktiviteten.

  • Du bruger fortsat ikke af din ret til dagpenge
    Selv om du nu skal begynde at være aktivt jobsøgende, vil du frem til og med den 30. juni 2020 ikke bruge af din ret til dagpenge eller din ret til supplerende dagpenge.


Læs mere om genåbningen af beskæftigelsesindsatsen på Beskæftigelsesministeriets hjemmeside.

Du kan også fortsat orientere dig på dsa.dk/corona, som løbende opdateres i forhold til genåbningen. 


Til top