Workshoppen inspirerede mig til at følge min kandidatdrøm

Katrine Magnussen har længe drømt om at bruge sin kandidat til at blive underviser i sygepleje. Men efter hun deltog på en workshop for akademikere hos Din Sundhedsfaglige A-kasse, dagdrømmer hun ikke længere. Nu går hun stålfast efter sit mål.

17. december 2019

Drømmen bliver vakt til live  
En torsdag eftermiddag tikkede en mail ind i Katrine Magnussens indbakke. Mailen var fra Din Sundhedsfaglige A-kasse (DSA) med en invitation til workshoppen: ”Ny faglig profil – fra bachelor til akademiker”.

”Workshoppen var som skræddersyet til mig. Jeg har nemlig læst en kandidat i sygepleje, men har de sidste 5 år arbejdet som sygeplejerske og aldrig brugt min kandidat. Jeg har længe haft en drøm om at undervise i sygepleje, som blussede op igen, da jeg læste om workshoppen. Så jeg tilmeldte mig straks”, fortæller Katrine. 

En 3-trinsraket: Fra klinisk sygeplejerske til underviser i sygepleje
”Workshoppen var inspirerende, gjorde mig klogere på mine styrker som både sygeplejerske og kandidatuddannet, og så fik jeg en masse ny viden. Jeg var fx ikke klar over, at 80 % af arbejdsgiverne først kigger på ens CV, før de læser selve ansøgningen. Desuden var det rart at tale med de andre kandidater og have nogen at spejle sig i”.

Men Katrine fandt flere relevante tilbud på DSAs hjemmeside, da hun tilmeldte sig workshoppen:

”Jeg bookede også en karrieresamtale. Det fungerede ret godt, at jeg på workshoppen blev mere skarp på det, jeg ville, for på den måde kunne jeg stille de rigtige spørgsmål til min karrieresamtale”, siger Katrine. 

Under karrieresamtalen anbefalede karrierekonsulent Gitte Jørgensen bl.a. Katrine at kontakte uddannelsesstederne og høre, hvad de søger hos undervisere, og høre om hun måtte følge enkelte undervisere for at få en bedre fornemmelse af underviserrollen. 

”Nu følger jeg Gittes gode råd, og i det nye år kigger jeg på mit CV og går i gang med jobsøgningen. Når jeg har et CV og en ansøgning klar, booker jeg en jobsøgningssamtale og får DSA til at kigge det igennem. Det er den perfekte 3-trinsraket mod min drøm, og så er det helt gratis”.

Kombiner tilbud så det passer til dig
”Jeg er overrasket over, der er så mange relevante tilbud til medlemmer, der arbejder. Jeg har nemlig aldrig tænkt, jeg kunne bruge DSA, fordi jeg ikke har haft brug for dagpenge”, slutter Katrine. 

Du kan lige som Katrine benytte dig af vores tilbud og bygge din egen 3-trinsraket – uanset om du er ledig eller i job. 

Du finder en oversigt over vores tilbud i vores Karriereunivers. 

Katrine bookede vores tilbud om Karrieresamtaler for sygeplejersker, som vi tilbyder i samarbejde med Dansk Sygeplejeråd

 

Til top