Lovforslag skal sikre førtidspension til flere syge borgere

Nyt lovforslag om førtidspension og ressourceforløb skal sikre, at syge borgere ikke sendes i ressourceforløb, når de i stedet burde blive tilkendt førtidspension.

16. februar 2018

”Mennesker skal ikke sendes i ressourceforløb, hvis der ikke er udsigt til, at deres arbejdsevne kan udvikles. Derfor skal reglerne på området præciseres”. Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra Beskæftigelsesministeriet.

I dag sendes mange syge borgere i ressourceforløb, inden de kan blive godkendt til førtidspension, når de i stedet burde få førtidspension med det samme. Det skyldes, at nogle kommuner fortolker reglerne strammere end nødvendigt, fordi lovgivningen på området ikke er præcis.

Klare regler skal sikre førtidspension til flere
Forligskredsen bag reformen af førtidspension og fleksjob er derfor enige om, at reglerne, for hvornår man kan få tilkendt førtidspension, skal gøres mere præcise. Det skal sikre, at man ikke kommer i et unødvendigt ressourceforløb, hvis ens arbejdsevne ikke kan udvikles yderligere.

DSA positiv overfor lovforslag
I Din Sundhedsfaglige A-kasse er vi positive over for en ændring og præcisering af reglerne for ressourceforløb og førtidspension. Det vil både forenkle sagsbehandlingen og skabe tryghed for flere af vores syge medlemmer, som hverken kan eller vil få gavn af at komme i et ressourceforløb.

Læs pressemeddelelsen fra Beskæftigelsesministeriet her.

Til top