Hvem er DSA

DSA er en arbejdsløshedskasse, som kun optager og servicerer bioanalytikere, ergoterapeuter, fysioterapeuter, jordemødre, radiografer og sygeplejersker. Også studerende og selvstændige inden for de faggrupper. Det betyder også, at DSA er specialiseret i at servicere lige netop de medlemmer.

Vores generelle opgaver omfatter udbetaling af dagpenge til ledige, udbetaling af feriedagpenge, forløb der skal hjælpe ledige tilbage på arbejdsmarkedet og administration af reglerne om efterløn.

Man bliver optaget enten som fuldtidsforsikret eller som deltidsforsikret.
Både nyuddannede, lønmodtagere og selvstændig erhvervsdrivende kan blive optaget i DSA. Selvstændige erhvervsdrivende kan dog kun blive optaget som fuldtidsforsikrede og ikke som deltidsforsikrede.


Hos DSA får medlemmerne:
• Unik jobmatch med rådgivning af sundhedsfagligt uddannede jobkonsulenter og fuld adgang til digital jobsøgning med DSAjobsøger
• Hurtig og kvalificeret forsikringsservice
• Hjælp af socialrådgivere, hvis et medlem bliver syg eller er kørt fast i det sociale system
• Mulighed for at trække på fagspecialister inden for efterløn, sociallovgivning og forsikring
• Medlemsmøder i hele landet
• Hjælp til at sikre og afklare medlemmets rettigheder ved barsel og sygedagpenge

Læs mere under Medlemsfordele

DSA er en uafhængig a-kasse
Medlemskab af DSA er et selvstændigt valg og båret af medlemmernes faglighed.
Optagelseskriteriet er den faglige uddannelse. Vi optager bioanalytikere, ergoterapeuter, fysioterapeuter, jordemødre, radiografer og sygeplejersker.
Hos DSA er der plads til både lønmodtagere, ledere og selvstændige, der arbejder i det sundhedsfaglige felt.

Hvad er en a-kasse
En af a-kassens mest grundlæggende opgaver består i at udbetale dagpenge til ledige og sørge for at medlemmer, der er meldt ledige, også er til rådighed for arbejdsmarkedet. Det er også a-kassens opgave at administrere efterlønsordningen.

Herudover hjælper a-kasserne ledige medlemmer med at finde nyt job, at få efteruddannelse eller andet, der kan hjælpe ledige tilbage i arbejde igen. Som noget særligt hjælper DSA også medlemmer med socialrådgivning, når der er behov for det.

Dagpenge og efterløn udbetales af a-kasserne, men pengene til ydelserne kommer fra statskassen. Ydelserne dækkes fortrinsvist af det statsbidrag, der er en del af medlemmets kontingent til DSA. Det er derfor også staten, der kontrollerer og overvåger, om a-kasserne varetager det lovpligtige arbejde efter reglerne.

Hvornår ophører medlemskabet
Når man når folkepensionsalderen kan man ikke længere få ydelser og heller ikke være medlem af en a-kasse. Derfor bliver man automatisk meldt ud ved udgangen af den måned, hvor man fylder 65 år (2009).

Hvis man i øvrigt ønsker at melde sig ud af a-kassen, skal det ske med en skriftlig meddelelse og med mindst en måneds varsel til udgangen af en måned.


A-kassernes lovgrundlag
Nedenstående figur placerer DSA i forhold til det offentlige system. A-kasserne har ansvaret for at hjælpe ledige i job og skal gennemføre CV-samtaler og vurderer ledige medlemmers rådighed for arbejdsmarkedet.


83 pct. af medlemmets kontingent til DSA sender DSA til staten, som videresender til kommunerne. Når DSA udbetaler dagpenge og efterløn, henter DSA pengene i kommunerne.

Pensionsstyrelsen fører tilsyn over for a-kasserne for at sikre, at a-kasserne administrerer korrekt, og at de forebygger og standser fejludbetalinger. Det er samtidig styrelsens opgave at medvirke til, at a-kasserne har en høj kvalitet i deres administration, og at der sker en fortsat udvikling og effektivisering af administrationen.

Arbejdsskadestyrelsen – center for klager over a-kassens afgørelse vejleder borgere og a-kasser om lovgivning og regler på følgende områder:

  • Optagelse og medlemskab (overflytning, deltid/fuldtidsforsikret, medlemsbidrag)
  • Ret til dagspenge (selvforskyldt ledighed, rådighed, supplerende dagpenge, dagpengesats, beskæftigelseskrav, overskydende timer, fradrag i dagpengene)
  • Selvstændiges ret til dagpenge (optagelse, ophør af selvstændig virksomhed, beskæftigelseskrav, kombinationsforsikring)
  • Efterløn (ret til efterløn, efterlønsbevis, præmie, selvstændig virksomhed og efterløn)
  • Andre ydelser (feriedagpenge, uddannelsesydelse, befordringsgodtgørelse, dagpenge under aktivering, dagpenge som lån)

Center for klage om arbejdsløshedsforsikring blev oprettet i november 2010 i forbindelse med en organisationsomlægning i Beskæftigelsesministeriet. Centeret består af Arbejdsdirektoratets 4. og 5. kontor, som blev flyttet til Arbejdsskadestyrelsen og samlet i det nye center. 

PrintSend til

Den danske model

Hør komikeren Thomas Hartmann fortælle om solidaritet, globalisering, flexicurity, a-kasse, fagforening m.m.

Pjecer