LEDIGHEDEN ER STADIG LAV I DSA

Der er fortsat lav ledighed i DSA. Godt nok viser nye tal fra registret for arbejdsmarkedsstatistik, at ledigheden i 2009 har været stigende. Men det er nærmere en naturlig reaktion på en historisk lav ledighed i 2008. Ikke siden 1986 har ledighedsprocenten for fx sygeplejersker været så lav.

Det gennemsnitlige antal uger som ledig er heller ikke steget væsentligt. I gennemsnit var et ledigt medlem af DSA kun ude af arbejdsmarkedet i gennemsnitligt otte uger i 2009. Det er 6,2 uger kortere end landsgennemsnittet for andre a-kasser.

Figur 1) Gennemsnitsvarighed af ledighed i DSA og alle a-kasser ”antal uger”.
Gennemsnitlig ledighed 2005-09
Kilde: registret for arbejdsmarkedsstatistik (RAM) jobindsats.dk.


2009 har også i forhold til antallet af medlemmer, der har været berørt af ledighed, været et af de bedre år. Selvom der er 300 flere ledighedsberørte i 2009 end i 2008, er det stadigvæk 500 færre end i 2005.

Figur 2) Antal ledighedsberørte medlemmer i DSA.
Ledighedsberørte 2005-09
Kilde: registret for arbejdsmarkedsstatistik (RAM) jobindsats.dk.

”Trods forskellige analyser, så ser vi ikke, at der skulle være samme alarmerende krisetendenser blandt vores medlemmer”, siger Merete Nedergaard, der er direktør i DSA.

”Jeg synes, det er positivt, at ledigheden for vores medlemmer fortsat er væsentlig lavere end landsgennemsnittet. Tallene viser, at medlemmerne kommer ligeså hurtigt i arbejde som i gode år som 2005. Vi arbejder jo også målrettet med at hjælpe medlemmerne hurtigt i arbejde igen bl.a. gennem vores egen jobformidling. Så det er naturligvis glædeligt at se, at medlemmer kommer hurtigst i arbejde gennem DSA”, fortsætter Merete Nedergaard.

Vi følger hele tiden udviklingen i ledigheden

Trods de gode tal følger DSA udviklingen i ledigheden nøje. De fyringer, der er sket siden nytår har påvirket ledigheden i negativ retning – dog uden det er alarmerende. De seneste ledighedstal viser, at der i uge 5 var 654 ledighedsberørte medlemmer. Et halvt år tidligere var tallet 613.

PrintSend til

Tilmeld dig nyhedsbrev

Få nyheder fra DSA direkte i din mailboks.

Tilmeld dig her