FLERE ARBEJDSLØSE SUNDHEDSPROFESSIONELLE
De massive besparelser, fyringer og stillingsnedlæggelser i sundhedsvæsenet er begyndt at sætte sine spor i arbejdsløshedsstatistikkerne. Ifølge helt nye tal fra DSA er arbejdsløsheden nu 50 procent højere end for bare et år siden.
Antallet af ledige sundhedsprofessionelle, eksempelvis sygeplejersker, ergoterapeuter og jordemødre, er på vej i vejret. Det viser helt nye tal fra DSA, hvor arbejdsløsheden nu er 50 procent højere end i samme måned sidste år. Alene fra januar til februar måned i år er antallet af ledighedsberørte DSA-medlemmer steget med 16 procent. Formanden for DSA, Grete Christensen, frygter, at endnu flere sundhedsprofessionelle vil ende i køen af ledige inden for de kommende måneder.
”Det er klart, at besparelserne i regioner og kommuner er en stærk medvirkende årsag til, at flere sundhedsprofessionelle er ledige. Men langt fra alle fyringer og stillingsnedlæggelser i sundhedsvæsenet er endnu slået igennem. Derfor vil ledigheden vokse endnu mere i de kommende måneder,” udtaler Grete Christensen og understreger, at det også vil påvirke ledighedsprocenten i negativt retning, at mange netop nyuddannede sygeplejersker i den kommende måned søger ud på arbejdsmarkedet.
Grete Christensen opfordrer kommuner og regioner til at fremtidssikre sundhedsvæsenet.
”Det er nu, at kommuner og regioner skal sikre fremtiden. Vi ved, der bliver markant mangel sundhedsprofessionelle de kommende år. Hvis arbejdsgiverne ikke rekrutterer og fastholder sundhedsprofessionelle nu, så risikerer vi, at mange vil finde andre græsgange og derfor ikke længere er i faget, når sundhedsvæsnet om ganske få år har akut brug for dem,” siger Grete Christensen.
Samlet set er ledighedsprocenten steget til 0,42 pct. for grupperne.