DSAS TILBUD TIL FYREDE PÅ HERLEV OG ANDRE SYGEHUSE
Omkring 45 sygeplejersker og tre jordemødre er netop blevet indstillet til opsigelse på grund af massive besparelser på Herlev Hospital. Desværre tyder meget på, at flere medlemmer kan blive ramt af lignende besparelser på andre sygehuse i den kommende tid.
DSA ønsker at give sikkerhed for dig, som har valgt at have en arbejdsløshedsforsikring og faglig a-kasse ved din side. Derfor samarbejder vi med følgende faglige organisationer:
- Dansk Sygeplejeråd
- Jordemoderforeningen
- Danske Bioanalytikere
- Danske Fysioterapeuter
- Ergoterapeutforeningen
- Foreningen af Radiografer i Danmark
Fyringsmøder
Samarbejdet betyder, at vi stiller op sammen til møder for fyringsramte. I det omfang vi får informationerne fra en tillidsrepræsentant eller den faglige organisation om, hvem der fyres, vil vi skrive direkte til de medlemmer og informere om deres rettigheder og muligheder.
På fyringsmøderne fortæller vi om, hvad du selv skal gøre, når opsigelsesperioden udløber. Hvordan du melder dig ledig. Og naturligvis om økonomien.
Start jobsøgning allerede nu
Herudover fokuserer vi på, hvordan du bedst og hurtigst kommer i et andet arbejde. Det er vigtigt at begynde at søge andre jobs, allerede fra du får din opsigelse – både opslåede og uopfordret.
Det gælder også om at bruge dit netværk til at høre om jobåbninger og nye muligheder. Du skal samtidig være indstillet på mobilitet i forbindelse med det næste job.
Samtale med DSA
Allerede efter tre ugers ledighed vil du komme til en samtale med en af DSAs jobkonsulenter, hvor vi taler om dit cv og giver sparring på dine ansøgninger.
Vi tilbyder
- DSAjobsøger: her kan du hurtigt og let oprette en jobagent og få de ledige stillinger, der matcher dine ønsker direkte i din mail
- DSA.dk, der er vores informative og brugervenlige hjemmeside
- MitDSA, som er dit personlige område på hjemmesiden
- Jobformidling med aktuelle jobordrer fra arbejdsgivere
- Dygtige medarbejdere, der har erfaring med dagpenge, efterløn, jobsøgning mv.
- Jobkonsulenter, der er sundhedsfagligt uddannede og kender dit fag og arbejdsmarked
- Nyhedsbrev, hvor du kan læse nyt om arbejdsløshedsområdet
Se også Der må være brug for de fyrede på Herlev Hospital