HVAD HAR A-KASSER TIL FÆLLES MED TØRRETUMBLERE?

Både a-kasserne og markedet for hårde hvide varer befinder sig i top 12 i Forbrugerredegørelsen 2009, som udtrykker danske forbrugeres tilfredshed med markederne. I toppen finder man eksempelvis også bøger, hotel og campingpladser.

Fysiske varer har oftest scoret højest i målingerne af forbrugernes tilfredshed, da materielle varer er nemmere at forholde sig til end serviceydelser. I 2009 er a-kasserne dog rykket i toppen.
Forbrugernes tilfredshed måles på gennemsigtighed, tillid og muligheder for at klage. Gennemsigtighed handler om, hvordan produkter kan sammenlignes, om prisoplysning og om konkurrenceforhold. Tillid betegner forholdene omkring forventninger, markedsføring og forbrugerbeskyttelse. På klagesiden er målingerne fortaget ved en faktuel vurdering af klagemuligheder og forbrugerens indtryk af klagemuligheder.

A-kassernes placering i toppen skiller sig markant ud

A-kassebranchen kan sammenlignes med andre finansielle markeder som fx forsikringsbranchen, pengeinstitutter og pensionsselskaber. Ingen af de nævnte ligger i top 12 i indekset. Det finansielle marked, forsikringer og pensionsselskaber ligger alle i bunden af indekset for gennemsigtighed. Pensionsselskaber og pengeinstitutter ligger også i bunden, når forbrugernes tillid måles. A-kasserne formår altså i modsætning til sammenlignelige brancher at levere økonomisk tryghed og sikkerhed til forbrugerne.

Grete Christensen, formand for DSA, glæder sig over a-kassebranchens placering i undersøgelsen: ”Vi er rigtig glade for at forbrugerne har tillid til a-kasserne og oplever gennemsigtighed. Hos DSA arbejder vi intenst på at gøre medlemmerne tilfredse – og vi læner os ikke tilbage selvom Forbrugerredegørelsen fra 2009 viser en høj tilfredshed med a-kassebranchen.”

I 2009 har DSA implementeret nye IT løsninger, som skal forbedre organisationens arbejdsprocesser og føre til højere medlemstilfredshed. I september 2009 lancerede DSA ny hjemmeside, der efterfølges af indførelsen af ESDH (elektronisk sags- og dokumenthåndtering).

Fakta
Forbrugerredegørelsen bygger på ForbrugerForholdsIndekset (FFI). FFI består af forbrugernes vurdering af 57 danske markeders gennemsigtighed, og den tillid forbrugerne har til markederne. Der er foretaget telefoniske interviews som dataindsamling, og Forbrugerstyrelsens undersøgelser af klageforhold på markederne er inddraget. De tre dele: gennemsigtighed, forbrugertillid og muligheder for at klage vurderes på en skala fra 0 til 10.

Links
Læs hele forbrugerredegørelsen 
Se hvordan DSA klarer sig blandt a-kasserne i Arbejdsdirektoratets benchmark-rapport

PrintSend til