Revalidering

Skal du til at begynde en revalidering eller er i gang med revalidering, er der nogle betingelser, du skal opfylde for fortsat at have ret til arbejdsløshedsdagpenge, hvis du afbryder eller afslutter revalideringsforløbet. Det drejer sig især om beskæftigelses- og rådighedskravene.

Beskæftigelseskrav

For at have ret til arbejdsløshedsdagpenge skal du opfylde et beskæftigelseskrav. Det betyder, at du som fuldtidsforsikret medlem af DSA sammenlagt skal have haft 1924 løntimer (svarende til 1 års arbejde på fuld tid) inden for de sidste tre år. Timer i fx. et løntilskudsjob kan ikke tælles med. Tre-års-perioden kan forlænges med op til to år, hvis du har modtaget fx. syge - eller barseldagpenge eller revalideringsydelse, hvis revalideringen er bevilget af helbredsmæssige årsager.

Så længe du opfylder beskæftigelseskravet, kan der være mulighed for arbejdsløshedsdagpenge, hvis du afbryder revalideringen og er ledig, hvis de øvrige betingelser, bl.a. rådighedskravet er opfyldt.

Afbryder du revalideringen på grund af sygdom, kan der være mulighed for sygedagpenge fra din kommune. Dette forudsætter, at du er dagpengeberettiget medlem af DSA, dvs. at beskæftigelseskravet og sygedagpengelovens øvrige betingelser er opfyldt. 

Rådighedskrav

For at være berettiget til arbejdsløshedsdagpenge, skal du kunne stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Det betyder, at du som fuldtidsforsikret medlem af DSA skal kunne og ville tage arbejde i op til 37 timer om ugen. Det er DSA, der vurderer, om du er til rådighed, hvis du melder dig ledig efter endt revalidering. DSA vurderer bl.a., om du har tilstrækkelige muligheder for at få arbejde inden for dit fag eller det på det øvrige arbejdsmarked.

Du kan læse mere om arbejdsløshedsdagpenge her.

Udmeldelse

Overvejer du at melde dig ud af DSA, fordi du vurderer, at du alligevel ikke har ret til arbejdsløshedsdagpenge, skal du være opmærksom på, at udmeldelse kan få følger for din ret til efterløn.

Et alternativ til udmeldelse af DSA kan være pause med indbetaling af efterlønsbidraget. Læs mere her.

Vær også opmærksom på, at det kan være en fordel at bevare medlemskabet med henblik på en overflytning til en anden a-kasse efter afslutning af revalideringen.

Du bør derfor kontakte DSA for en vejledning, hvis du overvejer at melde dig ud.

PrintSend til