Fleksjob

Du kan som selvstændig erhvervsdrivende blive godkendt til fleksjob af din kommune og dermed få ret til et tilskud som kompensation for indtægtsnedgang som følge af nedsat arbejdsevne.

Betingelser
Du skal opfylde følgende betingelser for at blive godkendt til fleksjob:

  • du skal drive selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse i Danmark 
  • din arbejdsevne skal være varigt nedsat i en sådan grad, at du har vanskeligt ved at fastholde beskæftigelsen i virksomheden 
  • det skal være udelukket, at behandling og revalidering kan genskabe din arbejdsdygtighed 
  • alle muligheder for beskæftigelse på det ordinære arbejdsmarked skal være afprøvet og udelukket, med mindre det er formålsløst at afprøve arbejdsevnen

Derudover er det en betingelse, at du ikke modtager revalideringsstøtte til etablering af selvstændig virksomhed, og at du ikke modtager delpension, efterløn eller fleksydelse.

Medarbejdende ægtefælle
Som medarbejdende ægtefælle kan du ansættes som lønmodtager i fleksjob i en erhvervsvirksomhed, hvor I begge deltager i driften af den enes eller jeres begges virksomhed. Det er en betingelse, at I har indgået en lønaftale, som tillægges skattemæssigvirkning jf. kildeskattelovens § 25 A stk. 3.
Uden en sådan aftale vil en medarbejdende ægtefælle være omfattet af reglerne om fleksjob til selvstændige erhvervsdrivende.

Tilskud
Tilskuddet fra kommunen er afhængig af graden af din nedsatte arbejdsevne med halvdelen eller 2/3 af den mindste overenskomstmæssige løn på det pågældende ansættelsesområde for nyansatte uden faglige kvalifikationer.

Ved vurderingen af, hvilken overenskomst, der skal bruges, tager kommunen udgangspunkt i de opgaver, den selvstændige udfører i virksomheden. 

Tilskuddet omfatter også tillæg og pensionsbidrag ifølge overenskomsten for området.

Tilskuddet beregnes som hovedregel ud fra en ugentlig arbejdstid på 37 timer.

Løntilskuddet kan maksimalt beregnes ud fra en løn på 453.444 kr. årligt (2011).

Læs mere om fleksjob for selvstændige erhvervsdrivende i en pjece udarbejdet af Center for ligebehandling af handicappede her
I samme pjece kan du også læse om ledighedsydelse og fleksydelse.

Du kan læse om fleksjob og medlemskab af DSA på siden her

Læs også DSAs pjece om bla. fleksjob her