Modregning af pensioner
Alle pensioner bliver modregnet i efterlønnen, uanset om de bliver udbetalt eller ej. Opfylder du "2-års-reglen", modregnes dog kun løbende udbetalinger af pension fra et ansættelsesforhold, hvor arbejdsgiveren har været med til at betale til pensionen (typisk PKA- og tjenestemandspensioner).
For at opfylde "2-års reglen" skal du have dit efterlønsbevis i mindst to år og har arbejdet mindst 3.120 timer (fuldtidsforsikrede) eller 2.496 timer (deltidsforsikrede) fra bevisdatoen.
Eksempel - du går på efterløn uden at opfylde "2-års-reglen"
Du har en løbende pension fra dit ansættelsesforhold på 70.000 kr. pr. år (PKA-pension eller tjenestemandspension). Derudover har du en kapitalpension med et depot på 500.000 kr.
Kapitalpensioner o. lign. modregnes på samme måde, uanset om de kommer til udbetaling eller ej. Dette gælder også engangsbeløb fra PKA. Der beregnes en årlig ydelse på 5 % af depotet. De første 13.500 kr. skal ikke modregnes (bundfradrag i 2010). 60 % af det resterende beløb modregnes.
25.000 kr. (5 % af depotet på 500.000 kr.)
-13.500 kr. (bundfradrag i 2009)
11.500 kr.
11.500 kr. x 60 % = 6.900 kr. pr. år fratrækkes i efterlønnen.
Løbende pension fra ansættelsesforhold, der udbetales, modregnes med 50 % i efterlønnen.
70.000 x 50 % = 35.000 pr. år fratrækkes i efterlønnen.
Du er fuldtidsforsikret. Efterlønnen udbetales med højst 91% af satsen, hvilket i 2010 svarer til 177.840 kr. pr. år.
177.840 kr. (efterløn)
- 6.900 kr. (modregning for kapitalpension)
- 35.000 kr. (modregning for den løbende udbetalte pension)
135.940 kr. (udbetales i efterløn pr. år før skat)
Dertil skal du lægge pensionen på 70.000 kr. Det vil sige, at du i alt har 205.940 kr. pr. år.
Hvis den løbende pension ikke udbetales, beregnes 80% af de 70.000 kr. = 56.000 kr. De første 13.500 kr. skal ikke modregnes (bundfradrag i 2010). 60 % af de resterende 42.500 kr. modregnes. Dvs. at 25.500 kr. fratrækkes i efterlønnen pr. år.
Efterlønnen ser herefter sådan ud:
177.840 kr. (efterløn)
- 6.900 kr. (modregning for kapitalpension)
- 25.500 kr. (modregning for den løbende pension)
145.440 kr. (udbetales i efterløn pr. år før skat)
Du får således 9.500 kr. mere i efterløn pr. år før skat, hvis du ikke samtidig får udbetalt de 70.000 kr. pr. år i løbende pension. Hvis du vælger at udskyde udbetalingen af din pension, vil pensionsudbetalingen også blive større, når du på et senere tidspunkt vælger at få den udbetalt. Vi anbefaler, at du kontakter dit pensionsselskab for at få mere at vide om fordelene ved at udskyde pensionen.
Eksempel - du opfylder "2-års-reglen", når du går på efterløn
Du har en løbende pension fra dit ansættelsesforhold på 70.000 kr. pr. år (PKA-pension eller tjenestemandspension). Derudover har du en kapitalpension med et depot på 500.000 kr.
Kapitalpensioner o. lign. modregnes ikke, fordi du opfylder "2-års-reglen".
Løbende pension fra ansættelsesforhold, der udbetales, modregnes med 55 % i efterlønnen.
70.000 x 55 % = 38.500 pr. år fratrækkes i efterlønnen.
Du er fuldtidsforsikret. Da du opfylder "2-års-reglen" udbetales efterlønnen med højst 100% af satsen, hvilket i 2009 svarer til 195.520 kr. pr. år.
195.520 kr. (efterløn)
- 38.500 kr. (modregning for den løbende udbetalte pension)
157.020 kr. (udbetales i efterløn pr. år før skat)
Dertil skal du så lægge pensionen på 70.000 kr. Det vil sige, at du i alt har 227.020 kr. pr. år.
Hvis den løbende pension ikke udbetales, modregnes den ikke. Du får så 195.520 kr. pr. år i efterløn. Derudover vil din pension blive større, når du på et senere tidspunkt vælger at få den udbetalt. Vi anbefaler, at du kontakter dit pensionsselskab for at høre nærmere om fordelene.