Supplerende efterløn
Er du på efterløn, må du arbejde lige så meget, du vil.
Når du har arbejdstimer, medfører de fradrag i efterlønnen. Er du på bonusefterløn, medregnes timerne til din skattefri præmie.
Fradraget for dine arbejdstimer sker typisk time-for-time. Fradraget kan også ske ved omregning af din indtægt til timer, hvis du får et honorar eller lignende.
For at beregne det rigtige fradrag, skal vi derfor have oplysninger om arbejdet, inden du begynder. Du kan også kontakte os for at få vejledning om dine muligheder for at arbejde samtidig med efterløn.
Du skal skrive dine arbejdstimer og arbejdsgiver på dit efterlønskort på de datoer, som du har arbejdet.
Du skal også være opmærksom på, at der gælder en såkaldt mindste-udbetalingsregel. Det betyder, at hvis du som fuldtidsforsikret arbejder op til 29,6 timer i en uge, så kan du få supplerende efterløn op til 37 timer. Arbejder du mere end 29,6 timer, kan du ikke få supplerende efterløn i den uge.
Arbejder du mere end 37 arbejdstimer i en uge, bliver de overskydende timer overført til andre uger, hvor du har mindre end 37 timer. Det kan så betyde, at du ikke får efterløn for de uger.
Selvstændig bibeskæftigelse
Hvis du vil begynde at drive selvstændig virksomhed eller videreføre din virksomhed, når du er på efterløn, skal driften godkendes, inden du overgår til efterløn. Læs mere om dine muligheder for at drive virksomhed som bibeskæftigelse på efterløn.