Jeg er på efterløn
Indtægt og efterløn
Indtægt fra arbejde
Hvis du har arbejde som lønmodtager eller anden indtægt, vil det som udgangspunkt blive trukket fra i din efterløn. Fradraget sker enten ved at omregne din indtægt til timer eller time-for-time. Driver du selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse i din efterlønsperiode, skal dine timer også fradrages i efterlønnen.
Læs mere om supplerende efterløn som lønmodtager.
Læs mere om selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse ved siden af din efterløn.
Hvis du er på bonusefterløn, kan du bruge dine arbejdstimer i efterlønsperioden til at optjene skattefri præmie. Vær opmærksom på, at det kun er arbejdstimer i et almindeligt beskæftigelsesforhold og visse typer af hverv, der kan medregnes til din skattefri præmie.
Kontakt os inden du begynder at arbejde, have frivilligt, ulønnet arbejde eller udføre andre aktiviteter, så du kender konsekvenserne på forhånd.
Egen optjent ferie
Ferie med feriegodtgørelse eller løn, som du holder, mens du er på efterløn, modregnes i efterlønnen, uanset om ferien er optjent, inden du gik på efterløn. Feriegodtgørelse, der udbetales som et engangsbeløb inden for tre måneder før overgangen til efterløn, modregnes også i efterlønnen. Dette gælder både overenskomstansatte og tjenestemænd.
Har du skattepligtige indtægter fra borgerligt ombud eller offentlige og private hverv, der ikke betragtes som arbejde i efterlønsperioden, fradrages disse indtægter også i efterlønnen. Det gælder dog ikke alle hverv, se nedenfor.
Indtægter fra hverv
Skattepligtige indtægter fra borgerligt ombud og offentlige og private hverv modregnes i efterlønnen med ganske få undtagelser. Dette gælder også mødediæter og lignende.
Indtægter fra hverv som ikke medfører fradrag i din efterløn og som heller ikke medregnes til skattefri præmie.
- menigt medlem af kommunalbestyrelse
- nævning, domsmand og lægdommer
- tilforordnet ved valg
- opfyldelse af vidnepligt
Der er ingen begrænsning for, hvor meget tid, du må bruge på disse hverv.
Indtægter der ikke modregnes i efterlønnen
Arbejdsfri indtægter, det vil sige indtægter, du ikke skal præstere arbejdstimer for at få, modregnes ikke i efterlønnen. Det kan for eksempel være
- ægtefællepension
- godtgørelse for usaglig opsigelse, fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærloven mv.
- renter, aktieudbytte o. lign.
- underholdsbidrag
- arv, gaver og gevinster
- invaliditetsydelse
- pension, som udbetales som følge af tabt arbejds-/erhvervsevne - fx invalidepension
Frivilligt, ulønnet arbejde og andre aktiviteter
Det er muligt at udføre frivilligt, ulønnet arbejde eller andre aktiviteter, samtidig med, at du modtager efterløn. Udgangspunktet er, at der ikke sker fradrag i efterlønnen for denne art aktiviteter.
Du skal huske at underrette DSA, inden du begynder en aktivitet/frivilligt, ulønnet arbejde.
Aktiviteter der kan udføres uden begrænsninger
Aktiviteter udfører du frivilligt og ulønnet for frivillige organisationer, foreninger eller lign. Det er en betingelse, at arbejdet normalt ikke udbydes som almindeligt lønmodtagerarbejde. Aktiviteten skal udføres uden, at du er underlagt sædvanlige ansættelsesretlige pligter, og aktiviteten skal være udført i Danmark. Der er ingen tidsmæssige begrænsninger.
Eksempler
- almindeligt forfaldende aktiviteter i sociale caféer, medborgerhuse, væresteder mv. – fx servere, lave kaffe, hjælpe med madlavning, snakke med gæster osv.
- aktiviteter i beredskabsforbund, hjemmeværn og humanitære organisationer
- besøgsven, særlig indkøbshjælp
- deltagelse i kollektive, kulturelle foreninger, fx amatørteater
- ekspedition i genbrugsforretninger under fx Røde Kors
- træner i mindre sportsforeninger, spejderleder
- indsamling til nødhjælpsorganisationer
- lettere omsorgsopgaver, fx aflaste pårørende til syge i eget hjem eller hjælpe med kaffe på et plejehjem
- rådgivning, der ikke kræver særlig uddannelse
Frivilligt, ulønnet arbejde der kan udføres uden fradrag i fire timer om ugen
Frivilligt, ulønnet arbejde udfører du for frivillige organisationer, foreninger eller lign. Arbejdet kan godt udbydes som almindeligt lønarbejde. Arbejdet kan udføres uden fradrag i op til fire timer om ugen i gennemsnit. Det skal udføres uden, at du er underlagt sædvanlige ansættelsesretlige pligter, og skal være udført i Danmark.
Eksempler
- socialrådgiver på krisecenter
- rådgivning der forudsætter særlig uddannelse
- reporterarbejde ved lokale radio-/TV-stationer
- egentlig pleje af fx ældre, syge, handicappede i eget hjem, som en offentlig myndighed ikke er forpligtet til at udføre
Primær drift og vedligeholdelse
Frivilligt, ulønnet arbejde, der vedrører primær drift og vedligeholdelse, medfører som hovedregel fradrag i dagpenge eller efterløn. Primær drift er fx ledelsesfunktioner - ansættelser, afskedigelser, økonomi- og organisationsstyring mv.
Vedligeholdelsesarbejde er funktioner, der er med til at sikre, at de fysiske rammer er i orden, fx vandtilførsel, varme eller elektricitet. Arbejde der som oftest forudsætter autorisation. Vedligeholdelsesarbejde kan også være daglig rengøring, malerarbejde og lignende. Det er dog muligt at udføre arbejde vedrørende primær drift uden fradrag, hvis arbejdet altid har været udført som ulønnet arbejde, og det samme er tilfældet i lignende organisationer.
Det er endvidere blevet muligt at udføre vedligeholdelsesarbejde uden fradrag, hvis følgende betingelser er opfyldt
- vedligeholdelsesarbejdet kan sidestilles med almindelig vedligeholdelse og reparation af egen bolig
- arbejdet udføres kun lejlighedsvist
- arbejdet har altid været udført af ulønnet arbejdskraft i organisationen mv.
- arbejdet i lignende organisationer mv. udføres af ulønnet arbejdskraft
- arbejdet kan udføres uden autorisation
Ved en vurdering af om arbejdet eller aktiviteten kan ske uden fradrag i efterlønnen, har en række forhold betydning, fx
- er det en frivillig organisation, forening eller lignende
- er det nødvendigt at have en særlig uddannelse for at varetage arbejdet/aktiviteten
- vil aktiviteten/arbejdet normalt ikke vil blive udført, hvis det ikke bliver udført af den frivillige arbejdskraft
Frivilligt, ulønnet arbejde i form af primær drift, der kan udføres uden fradrag
- mindre administrative opgaver, som fx arkivarbejde, arbejde i omstilling/reception
- mindre koordineringsopgaver, fx i forbindelse med indsamling, koordinering og formidling af frivilligt arbejde i mindre omfang
- arbejde som bogholder eller revisor i mindre foreninger mv.
Frivilligt, ulønnet arbejde i form af vedligeholdelse kan kun udføres, hvis der ikke er almindeligt at ansætte lønnet arbejdskraft til denne form for arbejde, og at arbejdet ikke tidligere har været udført at lønnet arbejdskraft.
- lejlighedsvis rengøring eller den årlige hovedrengøring af klubhus o.lign.
- maling af klubhus o.lign.
- opkridtning af fodboldbaner
- vinterklargøring af søspejdernes både o.lign.
- vvs-arbejde og elektrikerarbejde, som ikke kræver autorisation
Efterløn i udlandet
Hvis du får efterløn, kan du opholde dig hvor som helst i EØS-området, i Grønland eller på Færøerne uden at miste retten til efterløn. Det gælder, hvad enten du vælger at bosætte dig, arbejde eller blot holde ferie inden for EØS-området, i Grønland eller på Færøerne.
EØS-landene er:
Belgien, Bulgarien, Cypern (den græske del), Danmark, Estland, Finland, Frankrig, Grækenland, Holland, Irland, Island, Italien, Letland, Liechtenstein, Litauen, Luxembourg, Malta, Norge, Polen, Portugal, Rumænien, Schweiz, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Storbritannien, Sverige, Tjekkiet, Tyskland, Ungarn og Østrig.
Du kan bo og arbejde i et andet EØS-land, i Grønland eller på Færøerne, mens du får efterløn. Hvis du arbejder på Færøerne eller i et andet EØS-land, kan særlige regler betyde, at du skal arbejdsløshedsforsikres i dette andet land. Men du kan fortsat få din efterløn.
Hvis du får efterløn og ønsker at arbejde i et andet EØS-land, i Grønland eller på Færøerne, kan du have lønarbejde, deltage i frivilligt, ulønnet arbejde, få tilladelse til at drive selvstændig virksomhed mv. i samme omfang, som du har ret til i Danmark. Du skal have fradrag i efterlønnen i samme omfang, som hvis arbejdet var udført i Danmark.
Ophold i lande uden for EØS-området, Grønland eller Færøerne
Opholder du dig i lande uden for EØS-området, Grønland eller Færøerne, kan du få udbetalt efterløn i op til sammenlagt tre måneder inden for hvert kalenderår.
Overstiger dit ophold i lande uden for EØS-området, Grønland eller Færøerne sammenlagt tre måneder, eller tager du fast ophold i et land uden for EØS-området, Grønland eller Færøerne, kan der ikke udbetales efterløn. Du kan igen få udbetalt efterløn, når du tager fast ophold inden for EØS-området, i Grønland eller på Færøerne.