Betingelser for efterløn
Du skal være medlem af en a-kasse og betale efterlønsbidrag i en årrække for at få efterløn.
Find din aldersgruppe og se, hvor længe du skal være medlem og betale efterlønsbidrag.
Født før 1. marts 1952
Du skal have været medlem uafbrudt fra 31. marts 1992 og have betalt efterlønsbidrag uafbrudt fra 1. april 1999, til du når efterlønsalderen. Dog mindst 10 års medlemskab inden for 15 år
Har du haft afbrydelser i dit medlemskab efter den 31. marts 1992, skal du have været medlem og indbetalt efterlønsbidrag uafbrudt fra 1. april 1999, til du når efterlønsalderen. Dog mindst 20 års medlemskab indenfor 25 år.
Født i perioden 1. marts 1952 til og med 1958
Du skal have været medlem og indbetalt efterlønsbidrag uafbrudt siden 1. april 1999. Dog mindst 20 års medlemskab inden for 25 år.
Født i perioden 1. januar 1959 til 30. juni 1964
Hvis du har indbetalt efterlønsbidrag uafbrudt fra den 1. juli 1999, skal du være medlem og indbetale efterlønsbidrag frem til efterlønsalderen. Dog mindst 20 år inden for 25 år.
Hvis du ikke har indbetalt efterlønsbidrag uafbrudt fra den 1. juli 1999, skal du være medlem og indbetale efterlønsbidrag i mindst 25 år. Du skal indbetale efterlønsbidrag uafbrudt fra 1. januar 2008, til du når efterlønsalderen.
Født i perioden 1. juli 1964 til og med 1975
Du skal være medlem og indbetale efterlønsbidrag i mindst 25 år. Du skal indbetale efterlønsbidrag uafbrudt fra den 1. januar 2008, til du når efterlønsalderen.
Født i 1976 og 1977
Du skal være medlem og betale efterlønsbidrag i 30 år. Du skal begynde at betale efterlønsbidrag senest, når du fylder 32 år.
Født i 1978 eller senere
Du skal være medlem og betale efterlønsbidrag i 30 år. Du skal begynde at betale efterlønsbidrag senest, når du fylder 30 år.
Fuldtids- eller deltidsefterløn
For at få ret til efterløn som fuldtidsforsikret, skal du have været fuldtidsforsikret medlem af en a-kasse i 10 år inden for de seneste 15 år - heraf 52 uger umiddelbart inden overgang til efterløn eller udstedelse af efterlønsbeviset. Dette betyder ikke, at du skal have været fuldtidsbeskæftiget i 10 år.
Er du født før den 1. juli 1949, kan er kravet lempeligere. Du skal have været fuldtidsforsikret uafbrudt fra den 1. juli 1999 til du overgår til efterløn. Du skal dog mindst have været fuldtidsforsikret i fem år inden for de seneste 10 år - heraf mindst 26 uger umiddelbart inden overgangen til efterløn.
Opfylder du ikke betingelserne for at få fuldtidsefterløn, kan du kun få efterløn som deltidsforsikret, også selv om du er fuldtidsforsikret på det tidspunkt, du går på efterløn.
Du har derfor mulighed for at blive overflyttet fra fuldtidsforsikring til deltidsforsikring ved overgangen til efterløn, så du ikke behøver at betale medlemsbidrag som fuldtidsforsikret, når du alligevel ikke kan få noget ud af det.
Under aktuelle satser kan du se satserne for henholdsvis deltids- og fuldtidsforsikrede.